Sydamerika
Rejs og oplev grupperejser med dans

Udsigten over storbyen Rio de Janeiro er imponerende, og byen har udover sin smukke beliggenhed meget andet at byde på.

Studietur til Brasilien og Argentina

20. november til 2. december 2019 - tilmelding senest  9. august



I samarbejde med Effektivt Landbrug og kontakter i Sydamerika er der sammensat et spændende program med vægt på natur, planteavl og husdyr i Brasilien og Argentina. Turen er således designet til landmænd og deres ægtefæller/samlevere.

 

Som rejseleder deltager tidligere chefredaktør Niels Damsgaard Hansen på hele turen. Han sørger sammen med de lokale guider for oversættelse ved besøgene og er behjælpelig med råd og vejledning fra tilmelding til turen slutter.

 

For de to sydamerikanske lande gælder, at de er særdeles store efter danske forhold. I markbruget er der meget stærk fokus på at hente høje udbytter med moderne dyrkningsteknikker og lave omkostninger. Det vil sige, at handelsgødning, planteværn og GM-afgrøder bliver brugt sammen med reduceret jordbearbejdning hos de proffe landmænd. Men der er også landbrug, som satser på økologisk produktion. Det kommer vi til at se i Brasilien.

 

Brasilien er større end Australien, og derfor bliver det kun et lille udsnit af det store land, vi kan nå at se på studieturen.

 

Starter i Rio de Janeiro

Vi starter i millionbyen Rio de Janeiro, som blandt andet byder på den verdensberømte strand Copa Cabana. Vi bliver indkvarteret på et hotel, der ligger lige ud til den brede boulevard, der går langs hele stranden i den ende, som hedder Leme. Dagen efter skal vi på heldags sightseeing i bus og opleve nogle af byens største seværdigheder - for eksempel Cristo Redentor, den meget berømte kristus-statue, som står på det 710 meter høje bjerg Corcovado, hvorfra vi kan se ud over den enorme by. Efter frokost på en historisk restaurant besøger vi om eftermiddagen Sukkerbjerget, der også har en storslået udsigt over byen og dens strande.

Næste dag kører vi ud på landet mod nordvest. Det er en flot, naturskøn tur i det bakkede landskab med en helt anden type planter og træer, end vi kender hjemmefra.


Vi skal besøge den historiske Alliança Agroecological farm – hvor der er opdræt af får, malkebøfler og økologiske grønsager. Desuden var der tidligere en stor produktion af kaffe på farmen, og vi ser nogle af de faciliteter, der blev brugt til håndtering af kaffen.


Her får vi også frokost og kommer rundt på gården for at se nærmere på hvordan, der produceres. Efter dagens spændende program går turen tilbage til Rio de Janeiro for at spise middag.

Vores lokale guide oversætter til engelsk, som også bliver oversat til dansk.

 


Argentina er blandt andet kendt for sit kødkvæg på pampassen, og det bliver passet af gauchoer på hesteryg.

Flyver til de berømte Igazuvandfald

Efter to hele dage i og omkring Rio de Janeiro flyver vi videre til byen Foz do Iguazu, hvor vi skal opleve de storslåede vandfald fra den brasilianske side. Næste dag bliver der måske mulighed (ikke inkluderet) for at flyve i helikopter (kun hvis vejret tillader det) og opleve vandfaldene i fugleperspektiv. 


Vi overnatter i Brasilien for sidste gang. Tidlig næste morgen krydser vi grænsen til Argentina og kører direkte til den argentinske nationalpark, som er bevaret regnskov med gangbroer ud til blandt andet Djævlens Gab - hvor vandfaldet starter. Når vi har set det og gået langs vandfaldene, der strækker sig over cirka en kilometer, skal vi ud at sejle på floden i store gummibåde. Vi kommer på meget tæt hold af de imponerende vandfald. Her kan man ikke undgå at blive ret våde. Men da det er højsommer, er det også meget varmt - og man tørrer hurtigt igen. Efter den gigantiske oplevelse kører vi tilbage til hotellet med svømmepøl, hvor vi kan få en dukkert før aftensmaden.

 

Besøg på teplantage og risfarm

Næste morgen starter busturen mod Buenos Aires, hovedstaden i Argentina. Første stop er den meget store teplantage Las Marias, hvor vi skal høre om produktionen af Mate, som de fleste argentinere drikker fra morgen til aften. Efter det besøg kører vi til hotellet ikke så langt væk. Dagen efter fortsætter vi sydpå og gør holdt ved en risfarm. Efter det kører vi til hotellet i en mindre by. Næste morgen har vi nogle timers kørsel, før vi er fremme ved Tigre, hvor vi kommer på sejltur i deltaet med masser af beboede småøer og ingen biler. Derfra kører vi på sightseeing i Buenos Aires - blandt andet med oplevelse af Eva Perons gravsted og præsidentpaladset med mere. Vi skal også opleve et fejende flot tangoshow.


Efter det kører vi ud på pampassen, hvor vi besøger flere landbrug med flere forskellige produktioner som dyrkning af soja, majs, hvede og frø. Vi ser også en feedlot med opfedning af kvæg og besøger en mælkeproducent.

Vi har også en aftale med det danske andelsselskab DLF, der er verdens største inden for frøavl, om et besøg hos dem og en frøavler i Pergamino.

 

Både store og mindre landbrug

Mange af de professionelle landmænd i Argentina har meget store brug efter danske forhold, men der findes også mindre og effektive landbrug. Dog er det sådan, at flertallet af de mindre landbrug bortforpagter deres jord på et-årige kontrakter. Det gør mange af de større også, og derfor bliver en temmelig stor andel af jorden i Argentina drevet af maskinstationer med høj kapacitet.

Udover alle de faglige besøg er der også tid til at opleve flere af de turistattraktioner og den storslåede natur, de to lande byder på.

 

Tilmelding senest 9. august


Tilmelding via hjemmesiden eller skriftlig tilmelding med de oplysninger, der bedes om i tilmeldingsblanketten (i dag til dagprogrammet)  sendes til Niels Damsgaard Hansen på mail niels@rejsogoplev.dk

 

Indbetaling af depositum 15.000 kroner, der blandt andet dækker flybilletterne, skal ske senest 9. august 2019.  Tilmelding er først bindende efter betaling af depositum. Se i øvrigt de nærmere betingelser for rejsen bagerst på tilmeldingsblanketten.

 

Kort om turen, som er inklusive følgende:

  • 13 dage inklusive ud- og hjemrejse
  • Flyvning fra Billund/København til Rio de Janeiro.
  • Flyvning fra Rio til Foz do Iguazu
  • Flyvning fra Buenos Aires til Billund/København (begrænset antal pladser fra Kbh.)
  • 10 aftensmad inkl. tangoshow i Buenos Aires
  • 11 overnatninger på turistklasse hoteller
  • 11 frokoster (på restaurant eller sandwich/madpakke i henhold til programmet)
  • Bus i Brasilien
  • Bus i Argentina
  • Lokale guider, der enten snakker dansk eller engelsk, som herefter oversættes til dansk af Niels Damsgaard Hansen
  • Entré til arrangementer nævnt i programmet
  • Bådtur ved vandfaldene og Tigre deltaet


Prisen inkluderer ikke:

  • Rejseforsikring (erhvervsrejseforsikring er nødvendig for alle, der har landbrug som erhverv - spørg om hvad du/I har brug for af forsikring)
  • Transport til og fra danske lufthavne
  • Drikkevarer til frokost og aftensmad
  • Drikkepenge undervejs
  • Personlige udgifter undervejs

 

Prisen ved mindst 25 deltagere er:

29.200 kroner i delt dobbeltværelse

33.700 i eneværelse (begrænset antal pladser)

Forudsætning for disse priser er de nuværende valutakurser på de relevante valutaer

 

Yderligere oplysninger:

Hvis du er interesseret eller vil have yderligere oplysninger kontakt gerne Niels Damsgaard Hansen ved at skrive til mail niels@rejsogoplev.dk eller ring 51 41 71 58

Det storslåede vandfald Iguazu ligger på grænsen mellem Argentina og Brasilien. Det kan opleves fra begge sider.

rejs og oplev

Rejs og oplev aps

Vistoftevej 10

8660 Skanderborg

Rejsegarantifonden nr. 2911

Cvr. nr.: 39500426

Tlf.: 51 41 71 58

mail: oplev@rejsogoplev.dk

Copyright. All Rights Reserved