
- på den 6 dage lange tur oplever vi typiske landbrug med flere forskellige produktioner, den verdensberømte Invasionskyst, klostret Mont Saint-Michel i den engelske kanal, fransk madkultur og en hel del mere med Bøje Østerlund som guide.
Frankrig har rigtig meget at byde på. Det gælder også denne tur med fokus på Normandiet og lidt Bretagne, som rummer masser af historie ikke mindst om 2. verdenskrig med invasionskysten, men også meget længere tilbage som fx den verdensberømte klippeø Mont Saint-Michel.
Begge besøger vi, når sommeren er bedst - altså uden at det er for varmt.
Vi har desuden arrangeret turen, så den har masser af oplevelser udover de to allerede nævnte - det gælder fx fransk mad, kultur og flere interessante landbrug med alt fra kvæg, svin, planteavl til får og østers.
Fly fra Billund til Paris
Tirsdag 9. juni flyver vi tidlig morgen fra Billund til Paris, hvorfra vi fortsætter med tog til den historiske by Caen. Her har vi eftermiddagen til rådighed enten på egen hånd eller med et besøg på et museum, der især har fokus på 2. verdenskrig - og herunder også invasionskysten, vi senere besøger (entréen til museet på 11€ er dog ikke inkluderet, da alle måske ikke er interesseret i besøget.
Mejeri, malkekøer og planteavl
Onsdag 10. juni bruger vi til tre rigtig spændende besøg - nemlig først på et typisk franske ostemejeri, så en mælkeproducent og til sidst en planteavler, der dyrker med direkte såning.
Så får vi et godt indblik i, hvordan de bærer sig ad, og hvad de tænker om landbrugets situation i Normandiet.
De berømte strande på Invasionskysten
Helt centralt i historien om Normandiet står den landgang, de allieredes hære foretog på Invasionskysten - nærmere betegnet Omaha, Utah og Sword strandene.
Dem besøger vi torsdag med tid til at se og lære om det, der skete - og som der gennem tiden er lavet storslåede film om. Og må erfare, at det var dengang, USA stadig interesserede sig for at beskytte Europa - hvilket vi kan drage i tvivl med den nuværende amerikanske, føderale regering.
Udover at se strandende og muséerne, ser vi også en af de meget store kirkegårde med rækkerne af hvide kors for de faldne soldater.
Ovenpå den stærke oplevelse besøger vi noget mere fredeligt, nemlig en østersfarm.
Unikke Mont Saint-Michel på kysten
Fra morgenstunden fredag kører vi til Mont Saint-Michel, hvor vi får en guidet rundtur. Med sin aldeles unikke beliggenhed, sin rigdom på historie og sin storslåede arkitektur giver Mont Saint-Michel de besøgende et uforglemmeligt indtryk. Læs gerne mere om besøget i dagsprogrammet.
Dagen slutter med et besøg hos en traditionel fåreavler i saltmarsken.
Besøg hos svineproducent og æbleplantage
Lørdag morgen kører vi til dagens første besøg hos en svineproducent med integreret produktion - altså med søer, smågrise og slagtesvin for at høre om, hvordan det foregår.
Næste besøg er i en æbleplantage, som også har egen produktion af cider, som vi bliver tilbudt at smage. Normandiet er nemlig også berømt for sin produktion af æbler og pærer.
Historisk besøg i Rennes før hjemturen
Bintinais Ecomuseum er en herregård, der nu fremstår som en perfekt restaureret arkitektonisk perle i en 20 hektar stor naturpark i udkanten af Rennes. Her oplever vi en rejse gennem næsten fem århundreders historie centreret omkring livet på landet, forholdet mellem by og land, landbrugsproduktion og lokale madtraditioner i Rennes-regionen.
Efter det besøg kører vi med tog til Paris og lufthavnen, hvorfra vi flyver hjemover.
Kort om turen, som er inklusive følgende:
* 6 dage inklusive ud- og hjemrejse
* Flyvning fra Billund til Paris og retur
* 5 overnatninger m morgenmad på 3-stjernede hoteller
* 4 frokoster på restaurant eller sandwich i henhold til det endelige program
* 5 middage på hoteleller restaurant
* Kørsel i turistbus med chauffør
* Lokal guide, der snakker engelsk, som bliver oversat af Bøje Østerlund, som er med på hele turen fra afrejse til hjemkomst
* Alle besøg omtalt i programmet
Prisen inkluderer ikke:
* Rejseforsikring (erhvervsrejseforsikring er nødvendig for alle, der har landbrug som erhverv - spørg gerne om hvad du/I har brug for af forsikring)
* Afbestillingsforsikring - koster cirka seks pct. plus afgift af rejsens pris. Spørg gerne herom
* Transport til og fra danske lufthavne
* Drikkevarer til frokost og aftensmad
* Drikkepenge undervejs
* Personlige udgifter undervejs
Prisen ved mindst 20 deltagere er:
* 17.995 kroner i delt dobbeltværelse
* Tillæg for eneværelse 4.000 kroner (begrænset antal pladser)
* Forudsætning for disse priser er den nuværende valutakurs på euro
Yderligere oplysninger:
Ring eller skriv gerne til Niels Damsgard Hansen mobil 51 41 71 58 eller mail til niels@rejsogoplev.dk
Skriftlig tilmelding
Skriftlig tilmelding sker nemt via tilmeldingsblanketten ved at trykke her - eller brug blanketten bagerst i programmet og send den til Niels Damsgaard Hansen på mail niels@rejsogoplev.dk
Se de nærmere betingelser for rejsen på tilmeldingsblanketten.
KLIK på fotografierne herunder, hvis du vil se dem i fuld størrelse