
Ny tur i slut februar/start marts 2027 - eller på forespørgsel
Midt i Nordatlanten - lige nord for Skotland og sådan cirka midt mellem Norge og Island - er Færøerne et moderne samfund, som de senere år har haft stor økonomisk fremgang. Mest på grund af sin fiskeindustri og i mindre grad på grund af de stadig flere turister, som vil opleve den unikke natur, kultur og folket med sine egne, stolte traditioner.
Måske virker det ikke sandsynligt, at færingerne også er selvforsynende med de fleste mælkeprodukter bortset fra oste? Men det er de, og der er de senere år bygget flere topmoderne kostalde, hvorfra mælken leveres til eget mejeri i hovedstaden Torshavn.
Der er også et stort fårehold - nogle mener lidt for stort i forhold til den mulige græsning, og der er sågar også færøske heste.
Sagt på en anden måde er der derfor meget at opleve og få et indblik i for danske landmænd og deres ægtefæller/samlevere.
Med sin beliggenhed derude i det ofte vindblæste hav er der to muligheder for at komme frem til øerne. Nemlig enten med skib eller fly. Sejlturen til Færøerne tager cirka 36 timer hver vej - eller tre døgn frem og tilbage.
Flyveturen med Atlantic Airways, landets eget flyselskab, tager kun cirka to timer fra Billund, hvorfra vi flyver til Vagar. Det er Færøernes eneste lufthavn, og derfra er der cirka en times kørsel til hovedstaden Torshavn.
Man kan måske undre sig over, at lufthavnen er så langt væk fra den by, hvor knapt halvdelen af færingerne bor. Men svaret er ganske enkelt, at det stort set er det eneste sted på de 18 øer, hvor der med nød og næppe kunne skabes plads til en tilstrækkelig lang landingsbane med tilhørende indflyvning.
På udrejsedagen mandag 2. marts ankommer vi klokken 9.55 for straks at køre til Torshavn, hvor vi første afleverer bagagen på hotellet, før vi kører ned til byen for at spise frokost. Derefter besøger vi mælkeproducent Sigert Patursson, som har et moderne staldanlæg. Men der er en afgørende forskel på hans stald og de danske stalde, nemlig at konstruktionen er meget kraftigere på grund af de meget voldsomme storme, der ind i mellem er på øerne midt ude i Atlanten. Der er også meget andet, der er anderledes, hvilket vi skal høre om.
Efter besøget kører vi tilbage til Hotel Føroyar, der er unikt, 4-stjernet og højt beliggende med udsyn over hele Torshavn. Her bor vi alle tre nætter.
Her spiser vi også aftensmad den første og tredje aften.
Tirsdag formiddag skal vi høre noget om den færøske hest, der ikke er mange af mere. Der bliver dog gjort meget for at bevare den - se mere i en artikel fra Effektivt Landbrug ved bruge linket i næste spalte.
Vi kører videre og oplever den nye tunnel med sin rundkørsel udsmykket af Trondur Patursson. Undervejs køber vi frokost, før vi besøger Roi Absalonsen og Esmar Sørensen i Viðareiði på Vidoy. De er mælkeproducenter i en af de nyeste stalde på Færøerne - og turen op til dem er meget spektakulær.
Onsdag formiddag kører vi til Klaksvik, hvorfra vi sejler en kortere tur til et besøg hos Eyðun Eliassen, Trøllanes (Troldenæs) på øen Kalsoy. Han er rigtig god til at fortælle om sin professionelle fåreavl og vise rundt på øen.
Midt på eftermiddagen sejler vi tilbage til Klaksvik og kører derfra tilbage til hotellet.
Aftensmaden spiser vi på en restaurant i Torshavn.
Torsdag formiddag har vi nogle timer på egen hånd i Torshavn, før vi kører tilbage til lufthavnen på Vagar for at flyve hjem til Billund.
Læs gerne mere om Færøerne på Atlantic Airways hjemmeside her
eller læs om bevarelse af den færøske hest her
eller se en video med Søren Ryge her
eller en video med rådgiver Jens Ivan Gerðinum her
eller en video fra internationale landbrugsjournalisters studietur 3.-7. juli 2022 her
Niels Damsgaard Hansen er rejseleder og har været på Færøerne en del gange.
For yderligere oplysninger skriv til Niels Damsgaard Hansen på e-mail: niels@rejsogoplev.d eller ring på mobil 51 41 71 58.
Prisen for at deltage i studieturen i delt dobbeltværelse er 9.950 kr.
Ønsker du eneværelse er der et tillæg pr. værelse på 1.950 kr.
KLIK på fotografierne herunder, hvis du vil se dem i fuld størrelse