Rejsen til Gotland går gennem det sydlige af Sverige, og undervejs gør vi flere spændende stop med mulighed for let aktivitet i naturen. På udrejsen ser vi Sveriges største stensætning Ales Stenar, der er 67 meter lang. Den ligger på en høj med 360 grader udsigt nede ved Sveriges sydspids. Der er delte meninger om hvorvidt Ales Stenar er et gravmonument eller en solkalender.
Kivikgraven ved Skånes Østkyst kaldes ofte kongegraven og er nordens største bronzealdergrav. Gravkammeret er smykket med velbevarede helleristninger. En guide fortæller os historien om Kivikgraven.
På vores rejse til Gotland besøger vi i Sydsverige Wanås Gods, hvor vi møder skytten, der fortæller os om jagtens betydning for godset. Og i Store Mosse Nationalpark, kigger vi efter traner, der yngler i parken. Er vi ikke heldige, at se traner, er det forår og yngletid for de øvrige fugle, der holder til i nationalparken.
På Gotland besøger vi et landbrug, hvor vi hører om arbejdet med Gotlandsfår og skindproduktion. Vi skal også forbi et uldspinneri, hvor vi præsenteres for bearbejdning af ulden til det dejligste strikkegarn.
Gotland byder på en ganske særlig natur, hvor vi skal nyde nogle gode gåture undervejs. Vi besøger Fårø med lange rækker af de imponerende rauker, klinterne ved Hoburgen og som ugens højdepunkt sejler vi til Lille Karlsø, som kun kan besøges med guide. Vi skal vi på en vandretur på øen og opleve fuglefjeld og gutefår, der er stamfader til det gotlandske får. Da racen var ved at uddø isolerede man en gruppe får på Lille Karlsø, og det blev racens redning.
Visby kigger vi på ved en byvandring og for de, der har lyst, laver vi en aftengåtur rundt om den velbevarede ringmur fra middelalderen. Her passerer vi det stykke af muren, som kong Valdemar Atterdag brød ned, da han i 1361 havde nedslagtet den gotlandske bondehær for at kunne besejre hansestaden Visby og indlemme Gotland i det danske kongerige.
Lidt om Gotland
Gotland er nordens koralø. Skabt af fossiler for 400 millioner år siden i et tropisk hav. Bearbejdet af hav og vejr ligger Gotland i Østersøen og tilbyder en natur helt anderledes end det svenske fastlands bjergrige undergrund. Langs kysterne står de berømte rauker med deres underlige former og faconer. De er skabt af sammenkittede fossiler - hård revkalksten, der bliver tilbage, når bølgerne vasker de blødere dele væk langs kysten. Og man kan se tusindvis af fossiler i dem.
Gennem vikingetiden var Gotland et vigtigt knudepunkt for vikingernes handelsrejser over Østersøen til fjerne kyster. Det var et godt sted at stoppe og tanke op med vand og forplejning og samtidig gøre en god handel. Visby var i middelalderen en vigtig hansestad beskyttet at en høj ringmur omkring byen med de imponerende købmandsgårde og mange kirker. Muren står endnu. Særdeles velbevaret er den kommet i fint selskab på UNESCOs verdensarvsliste - og det er ganske velfortjent. Den er imponerende.
I dag er Gotland et velfungerende moderne samfund og et attraktivt turistmål for rejsende, der gerne vil opleve middelalderbyen Visby og Gotlands særegne natur.
Rejseleder på rejsen til Gotland er Anne Hansen Aamand. Vil du vide mere, så mail til anne@rejsogoplev.dk