Majestætisk rejser Aoraki Mount Cook sine sneklædte tinder
3.764 meter mod himlen. En vandresti leder gennem alpint landskab ind til gletchersøen ved foden af bjerget.
I New Zealand er mange ting anderledes - der er sommer, når vi har vinter, dag, når vi har nat, de kører i den modsatte side af vejen og endda nattehimlen med de lysende stjerner er ganske anderledes. På rundrejsen udforsker vi landet, og har du hørt at Norge og New Zealand minder om hinanden eller måske Island og New Zealand så kom med og lad os vise dig hvor, sammen med en masse andre skønne ting, hvor New Zealand er helt sin egen.
Rejsen byder på store naturoplevelser og møde med en enestående kultur og gæstfrihed. Landbrug er et vigtigt erhvervsområde i New Zealand. Vi ser det, når vi rejser igennem landet, og vi har planlagt et par landbrugsbesøg, hvor vi blandt andet ser på malkekvæg og får.
Vi lægger ud fra Queenstown på Sydøen. Før vi drejer mod nord skal vi helt ned og runde det allersydligste. Vi besøger det betagende Milford Sound, hvor vi kører ind gennem Fiordland Nationalpark og nyder frodigheden. På en sejltur på fjorden omkranset af høje bjerge kan vi være heldige at se både sæler, delfiner og pingviner.
Wai o Tapu er et termisk vidunderland med kogende varme vandhuller i de smukkeste farver
Videre mod syd besøger vi den lille ø Stewart Island, der ofte beskrives som landets bedst bevarede turisthemmelighed. Her skal vi opleve uspoleret natur og et rigt dyre- og fugleliv.
En anden godt bevaret hemmelighed venter os tilbage på fastlandet, hvor vi besøger Curio Bay med den forstenede skov og tvillingebugten Porpoise Bay, der har en fin bestand af verdens mindste delfin. Er vi heldige ser vi hectordelfinen fra stranden, hvor man også kan se søløver, der hviler sig.
Turen går herefter nordpå og væk fra kysten. I Central Otago nyder vi en cykeltur på en nedlagt jernbane, og på vejen mod Mount Cook passerer vi Lindis Pass med de fløjsbrune bløde bakker. Der er tid til en vandretur ved foden af New Zealands højeste bjerg, Aoraki Mount Cook, hvor vi går i let terræn gennem alpint område ind til gletsjersøen. Området Canterbury, er en stor flad slette med meget landbrug, store gårde og kæmpe vandingsmaskiner, som vi passerer på vores vej til Chtistchurch - New Zealands næststørste by, der var ramt af jordskælv i 2011. Det meste af de skadede bygninger er rejst igen bortset fra Domkirken, der delvist sammenstyrtet står midt i byen. Indtil der er rejst penge til genopbygningen, er der stillet en domkirke af karton op.
Fra den flade slette bevæger vi os med den Trans Alpinske jernbane mod bjergkæden Southern Alps, som vi krydser på turen til vestkysten. Den fortsætter vi langs med indtil vi krydser indover til Abel Tasman nationalpark. Vi sejler med vandtaxi ind i nationalparken, vandrer i området og tager vandtaxien ud igen. Abel Tasmans kystlinje er karakteriseret med lang hvide strande, også her er der en frodig natur og et spændende dyreliv.
Vi er nået til toppen af sydøen og krydser Cook Strait med færgen til Wellington. Efter lidt sightseeing sætter vi kurs mod Roturua med stop i Tongariro Nationalpark med de tre store vulkaner Ruapehu, Ngauruhoe og Tongariro. Mt Ngaurohoe havde en vigtig rolle i Ringenes Herre trilogien som Mt. Doom. I nationalparken er mulighed for kortere vandreture.
I det vulkansk aktive område omkring Rotorua skal vi opleve springende gejsere, boblende mudderpøle og farvestrålende kogende søer. Vi får en uforglemmelig aftenoplevelse i selskab med Maorier i Roturoa. De viser deres smukke træskærer- og flettekunst frem, viser os deres danse, serverer os et hangi måltid, tilberedt over jordens varme, og underholder os med deres spændende legender.
I et meget landbrugsaktivt område syd for Auckland oplever New Zealændernes gæstfrihed på helt nært hold, når vi overnatter i mindre grupper hos landbofamilier, der venligt stiller hjerte- og husrum til rådighed. Grupperne sammensættes, så der så vidt muligt er engelsktalende i alle grupper.
Længere mod nord passerer vi Auckland for at tilbringe de sidste dage ved Bay of Island i Northland, hvor vi blandt andet skal på vandretur i regnskoven med en lokal guide. Han er tidligere mælkeproducent, født og opvokset i området og har haft skoven som legeplads.
Tilbage i Auckland kigger vi lidt på byen før vi vender næsen hjemad.
Dagligt er der indlagt mange stop på ruten for at nyde den smukke natur og opleve den lokale kultur. For eksempel: Besøg på fåre- og kvæggård, glowworm hule, gå- og vandreture og museumsbesøg.
Der er dansk rejseleder med på hele rejsen. De søger for oversættelse, hvor vi har lokale guider, fortæller om stederne vi besøger, sørger for at tingene glider på bedst mulig vis og er behjælpelig med råd og vejledning fra tilmelding til vi er hjemme.
Vil du høre mere om rejsen, så ring til Anne Hansen Aamand på tlf 40 27 28 98 (efter kl 17.00 eller weekend) eller send en mail til anne@rejsogoplev.dk.
I Porpoise Bay
på sydspidsen af
New Zelands sydø
lever verdens mindste delfin. De små hectordelfiner boltrer sig i bølgerne, og ofte er man heldig at kunne se dem fra stranden.
Og i Curio Bay lige ved siden af, findes en 170 mill. år. gammel forstenet skov.